HAPPY END OF THE WORLD

Hvis du læser dette, kan jeg konkludere, at den dramatiske dommedag alligevel ikke var i dag. Så yah-boo til mayaernes forudsigelser om soludbrud og meteornedslag!

Jeg må ellers indrømme, at jeg ikke ligefrem har glædet mig til i dag. Lidt på grund af måske-er-det-rigtigt-følelsen (og jeg NÆGTER at tro, jeg er den eneste, der har haft det sådan) men mest fordi, jeg var herre bange for, at en eller anden troende stodder kunne finde på at gøre noget dumt i ren panik og hysteri. Fx med en selvmordsbombe! Man har da tidligere hørt om selvmord i forbindelse med forhenværende dommedagsprofetier… Så da jeg kl. 6 i morges gik i undergrunden var det med svedende hænder og en knugende mave. Jeg udså straks bombemanden med (den obligatoriske) kæmpe-turban og rødsprængte øjne – iført et fint jakkesæt. Med sig havde han 3 frygtindgydende gigant-tasker, der med sikkerhed kunne ødelægge hele London og omegn, og hans hænder var foldede, som var han midt i en bøn. Den eneste plads var selvfølgelig at finde ved siden af bombemanden – det er klart. Så mine valgmuligheder stod nu mellem 1) at blive til-fuldstændig-intetgjort af bomben, 2) at stå op i den anden ende af vognen og dermed ”nøjes” med at miste en af mine lemmer eller 3) blot at hoppe af igen og vente 5 minutter på det næste tog. Sidste mulighed blev straks annulleret, da det ville være en underdrivelse at sige, jeg ikke var i vildt god tid. Men tanken om at stå op i 32 minutter, når der nu – for en gang skyld – rent faktisk var en ledig plads. Dilemma... Men jeg endte siddende med ondt i maven helt indtil Oxford Circus station, hvor manden smilte høfligt og forlod toget og min antagelse dermed blev gjort til skamme.

På jobbet blev nervøsiteten straks overtaget af jule-travlhed. Lad mig sige det sådan: Juletid i retail med julestressede kunder er ikke det samme som december måned med juleglade børn på Blicherskolen. Hjemturen fra arbejde fik mig dog igen på åndsvage og ufornuftige tanker, og jeg vil selv mene, jeg har haft en nervepirrende dag. Nu vil jeg give mig selv et klap på skulderen for, at jeg overvandt mine dæmoner og ikke sygemeldte mig i morges. Og på min hjemtur blev jeg mindet om, at mennesker ikke altid er så forfærdelige. En kontaktsøgende 5-årig pige kom og lagde sin hånd på mit knæ og sagde, at hun skulle sidde ved siden af mig. Mit hjerte smeltede straks!

I morgen flytter min veninde Pil ind for at bo her over julen. Jeg glæder mig og håber jeg kan lokke hende med i Winter Wonderland. Og ærligtalt: Det ville nu være en frygtelig skam, hvis jeg døde før, jeg fik åbnet alle de julegaver, der stadigvæk ligger uåbnet(!) i min kuffert.