DECEMBRRR...

Hola! Jeg er nu tilbage i London efter 9 dage i Randers, og jeg er klar med et nyt indlæg, efter en flok nysgerrige sjæle har mindet mig om, at jeg på det seneste har forsømt bloggen og er inde i en meget doven periode med hensyn til opdateringer…

Egentlig var det meningen, jeg kun skulle tilbringe de første seks dage af december i DK. Men med mine hektiske dagsprogrammer skulle det vise sig, at det var meget heldigt, at min arbejdsplads havde givet mig ferie i hele ugen. Jeg købte altså en ny returbillet, hvilket desværre også betød, at jeg gik glip af UO julefrokosten… Mon ikke der snart dukker en ny mulighed op for revanche?

Allerede inden jeg fløj på juleferie, var jeg i et fantastisk julehumør. Weekenden forinden blev nemlig tilbragt på diverse julemarkeder rundt omkring i London. Byen rygtes jo for at være noget særligt omkring juletid, hvilket millioner af julelys da klart kan få en del af æren for. Og udsmykningen er da ren og skær julestemning, men jeg vil nu til hver en tid foretrække dynger af sne. Derfor var det helt perfekt, da jeg den 1. december ramte et snedækket Danmark.

        Jeg havde på alle tænkelige måder en dejlig uge, hvor jeg:

-       drak juleøl til julefrokost med min gamle gymnasieklasse

-       fandt mandlen i ris a la manden under julemiddagen med hele den pukkelryggede familie

-       besøgte kusine-Kirsten, min søde granfætter og lille ny grankusine i Horsens

-       spiste hjemmelavede æbleskiver på divanen med julefilm i afspilleren

-       osede rundt på Århus’ strøg med min mor til tonerne af truttende bras musik

-       lavede mad med den dejligste flok veninder i hyggelig taglejlighed

-       forkælede øregangene i form af en julekoncert med vokalgruppen VocalLine

-       brugte en hel hyggenat og -dag på god veninde-tid og Olsenbandens julekalender

-       fik mærket dansk vinterkulde på Randers’ fodboldstadion med Daddy-O

-       inviterede mig selv til gensyn og julesange med Sct. Clemens Kirkekor

-       nød kvalitetstid med familien på restaurant ’Klassisk 65’ i Århus

-       gjorde Storegade usikker med fjantede og pjattede tøser

Jeg sender varme tanker til mine fantastiske venner og familie, der i højeste grad satte deres hverdag på standby og fandt tid til at sladre og grine med mig! Men jeg er nu lidt skuffet over, at ingen ville med mig ud og kælke. Standard svaret lød: ”Er vi ikke blevet for gamle til det?” Bullshit.

Desuden har jeg helt glemt at fortælle om en oplevelse, jeg havde for nogle uger siden! Efter jeg havde set et opslag på facebook om, at en velhavende familie søgte en nanny til to piger på 6 og 10 år, søgte jeg stillingen. Jobbet gik i al sin enkelhed ud på at følge dem til og fra skole. Piece of cake, nu når der blev stillet en privatchauffør til rådighed. Hyren var fed og mængden af fritid ville stige markant. (Min nysgerrighed var også tirret: Hvordan ser en ca. 70 millioner herskabslejlighed – beliggende 30 sekunders gang fra Oxford Street med privat hushjælp og to butlere i døren – ud?) Mødet med forældrene, Annette og Bertil, var en anelse bizart. Egentlig var det jo en legekammerat, der konstant skulle stimulere pigerne og sørge for at ’kede sig’ var en by i Langtbortistan, de søgte. Forældrene arbejdede ikke, men deres busy sociallife var ikke at undervurdere…

        Jeg følte ikke, forældrene og jeg var på samme side hvad angår opdragelse og pædagogik, og tjenestepigens negative holdninger om familien var den første røde advarselslampe. Da jeg senere på dagen også fandt ud af, at den tidligere barnepige kun var der i 2 uger, stod det helt klart, at jobbet ikke på noget tidspunkt skulle være aktuelt for mig. 

MEN tilbage til hverdagen. Det er allerede lidt hårdt at vænne sig til vasketøj og havregrød igen. Hele min ferie stod på forkælelse og jeg var lige blevet forvænt med enhver ung, udeboendes livret: Gratis mad ;-)

Glædelig 10. december!