ALL GOOD THINGS COME TO AN END

HOLD NU FAST hvor er de sidste to uger bare fløjet afsted. Lige pludselig stod jeg der midt i en morning brief og så blev det annonceret, at det var min sidste dag på job. Nå ja. Og det var trist. Rigtig trist. Men jeg managed at komme gennem fredag - kun med tårer i øjnene et par gange.
        Og Cleonie de Vill havde købt en lille farvel-gave. Fra hende til mig. Jeg fik en Oyster-card holder, hvorpå der står London town med en cockney accent. For så ville jeg aldrig glemme London. Jeg nænnede ikke at fortælle hende, at vi ikke har Oyster-kort og undergrund det sted, jeg flytter hen. Men hvor var det sødt af hende. Og Chloe grinte og sagde, at jeg virkelig må være et godt menneske, når jeg kan omvende så strid en heks fra at hade mig til at kunne lide mig. For blot 6 måneder siden var min irritation over Cleonies mobberi så stor, at jeg opdigtede farvel-din-kæmpe-bitch-sætninger i mit hoved. Da hun er meget religiøs, var mit bedste bud på min afsked denne: "Cleonie just so you know - I don't judge you. God does..." Og så ville jeg knipse med fingrene, kaste mit hår over skulderen og "RESPECT" med Aretha Franklin ville springe ud af højtalererne mens jeg vendte mig og gik. Men er der noget, jeg har lært, så er det, at man skal dræbe negativitet med positivitet.

Og lørdag inviterede jeg så alle mine venner til leaving drinks. Jeg var både imponeret og rørt over, at næsten 30 personer kom. Og selvom alle var broke-asses, da det var weekenden før payday, var alle gavmilde med drinks og shots og flere shots. Og jeg blev tipsy(++) og alle mine farveller blev ikke så rørstrømske, som de ville være blevet i ædru tilstand! Win. Men jeg havde en vildt god aften, og da jeg dagen efter tog den famøse walk of shame fra vest til øst London, spottede jeg først halvvejs, at jeg stadig bar Gary's afskeds... bidrag. En I-LOVE-COCK batch. Fedt nok.

I dag har jeg pakket. Eller jeg forsøger stadig. Mit måske-jeg-får-brug-for-det-om-et-halvt-år- og den-sål-kan-limes-fast-igen!-hjerte bløder. Al for mange ikke-udslidte sko og trøjer er smidt ud og jeg kan stadig ikke få alt til at være der. Ryanair får et opkald i morgen tidlig.
        Her til aften bestilte bedste, Chloe og jeg takeaway og skålede med champagne i glassene. Jeg har virkelig været heldig med så dejlige flatmates.

Jeg bliver ved med at nævne dette mantra for mig selv: "Don't cry because it's over - smile because it happened."