lørdag den 27. oktober 2012

OMROKERINGER


Lad mig starte med en knap så god nyhed…
        Jeg har ikke været tilfreds med undervisningen på Point Blank Music College, og derfor forsøger jeg nu ihærdigt på at få mine penge tilbage. Den store variation af kunnen frustrerede mig, og jeg følte timerne mest af alt henvendte sig til totalt begyndere. Det er ekstra frustrerende, at undervisningen på skolen ikke levede op til mine forventninger, eftersom det var en af hovedårsagerne bag hele flytningen. Men jeg tager det med oprejst pande og er taknemmelig for de nye bekendtskaber, jeg nåede at få, og nu vil jeg i stedet ansøge om optagelse på The Institute, som eftersigende opdeler deres elever efter færdighed.

I sidste uge havde jeg den store fornøjelse af, at min gode veninde Mette og resten af familien Skjøttgaard havde valgt at lægge visit forbi London. Jeg havde ikke selv efterårsferie, men jeg havde sørget for fri torsdag eftermiddag og hele fredag, så der var masser af tid til at udveksle sladder og nyde det dejlige selskab. Jeg blev spurgt, om jeg har mødt nogle kendte, og ja – vi får åbenbart tit besøg i UO… Jeg har bare alle dage været dårlig til at lege spot-en-kendt, og da mine forholdsregler nu er yderligere forringede - eftersom jeg ikke kender mange engelske celebs - føler jeg ikke, jeg har en chance, når de andre plaprer løs over radioen om, at ’Jedward’-brødrene lige er kommet ind i forretningen; at crewet fra ’Made in Chelsea’ prøver hatte i vintage afdelingen og at ’Dr. Who’ har købt et par bukser og en bog... Og forleden dag kom min søde og meget bøsset kollega i en trance lignende tilstand hen og spurgte ind til, hvad jeg havde snakket med hende om… Uvidende om hvem hun var, blev jeg hurtigt og lettere irriteret oplyst, at jeg lige havde snakket med blondinen fra ’The Saturdays’ i fem minutter. Hendes store fan synes ærlig talt, det var pisse irriterende, at det var mig - der ikke en gang vidste, hvem hun var - der havde snakket med hende :-) Er der andre, der heller ikke ved hvem ’The Saturdays’ er, kan jeg videregive beskeden fra min søde kollega: Det er en pigegruppe, der siges at være de nye ’Spice Girls’ – popularitets- og stilmæssigt.

Apropos Urban Outfitters! (Her kommer lige endnu et surt opstød… Jeg beklager!) Det er sådan med UO og andre store engelske firmaer – tillad mig at generalisere – at de på en gang formår at være super ineffektive. Vores Store Manager har fx en assistent, der har en assistent, der har en assistent, der har en assistent og sådan fortsætter det! Det fører selvfølgelig til ubegrænsede mængder at tidspild på at videregive beskeder, og jeg vil vove at påstå, at et par stillinger kunne spares væk, hvis der skete nogle ændringer med deres forvirrende ledelse og ringe kommunikation. Men hvem er det, der tillader sig at komme til ”deres” land og gøre sig klog på, hvordan et firma skal drives… Ikke mig! Så jeg forholder mig på det punkt passivt og makker ret! Men der, hvor jeg i virkeligheden vil hen med denne smøre, er, at butikken nu har taget et skridt i den rigtige retning. Jeg er nu officielt kommet på ”min egen” afdeling, hvor jeg førhen har fungeret som en all-rounder, hvilket betød, jeg skulle vide alt om alt – i den kæmpe butik! Nu er jeg blevet tilsagt housewares-afdelingen, hvilket giver mig en chance for at specialisere mig indenfor departementets varer. Det bedste af det hele er, at min nye afdelingsleder er vildt sød! Så thumbs-up for forbedringer og omrokeringer Urban Outfitters!
        På hjemmefronten er der også sket en lille rokering! Michiel, den omvandrende hashsky, blev fyret fra det hollandske tidsskrift, som han var udlandskorrespondent på, og var derfor nødsaget til at flytte tilbage til Amsterdam med øjeblikkelig virkning. I stedet er italienske Simone flyttet ind i naboværelset (lad dig ikke forvirre - det er en fyr!) og lyde fra pornofilm i de sene nattetimer er nu udskiftet med hyggeligt guitarspil. WIN!

Til alle der måtte læse med; rigtig god aften! Jeg kan for resten oplyse om, at jeg er begyndt at drømme på engelsk… Tror jeg


Der blev kørt en hel del sushi ind, da familien Skjøttgaard inviterede mig ud. Mette blev vist også mæt

Mette, Anne og jeg delte et par drinks og fik tøsesladret

Der blev også powershoppet til ben og fødder var ømme :-) Mange tak for besøget! Det var skønt og tiltrængt at mærke nogle hjemmefra

I sidste uge havde vi også besøg af Lucy Spraggan, som er det nye skud på den engelske X-Factor-stamme. Hun kom forbi butikken med et kamerahold på 8 personer, hvor de filmede den introduktion, der kommer på, inden kunstnerne går på scenen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar