Det var en presset Maria, man så, da den onde, lille Ryan
Air-mand ved check-in skranken befalede 492 kroner for 3(!) kilo overvægt! Det
ærgerlige humør blev dog hurtigt skiftet ud, da 4 af mine veninder fuldstændig
tog fusen på mig og troppede op i lufthavnen for at tage ordentlig afsked. Jeg
må tilstå, at jeg blev en smule rørstrømsk, og jeg har aldrig været god til
farvel, så det blev i stedet til et på-gensyn :-)
Efter min flyve- og bustur – der føltes længere end normalt,
da min kære sidemand forsøgte at springe trommehinder og øve overhåndskast med
sutter – stod en sød fyr klar ved Finchley Road og tog imod mig. Christian, som
tog herover sidste mandag, kender jeg lidt hjemmefra, da han er kæreste med min
håndboldveninde, Julie. Han bor ligeledes på KFUK, hvor jeg hurtigt har fundet
mig til rette. Pt. bor jeg sammen med Emma fra Køge og Anne fra Assens.
De seneste dage har budt på en masse praktiske gøremål:
- Jeg har anskaffet mig et Oyster Card, så jeg kan bruge tuben, så meget jeg har lyst til
- Jeg har fået oprettet et engelsk telefonabonnement, hvilket betyder, man ikke længere kan kontakte mig på mit danske nummer. Mit nye, engelske nummer er +44 7500 465662. Gem det endelig i din telefon hvis du har viber - sms’er er jeg ikke forfærdelig glad for at modtage
- Jeg har tilbudt mig selv - her mener jeg selvfølgelig min arbejdskraft - på alle barer og restauranter i Camden Town, og jeg har derudover søgt samtlige barista jobs i London
- Jeg har været til bankmøder i forskellige banker. Alle har afvist mig, da jeg hverken har egen adresse eller fast arbejde
MEN jeg har også haft tid til at:
- Se adskillige veje i Hampstead-området, som KFUK-huset ikke ligger på...
- Lære de ansattes navne i den lokale indkøbsforretning/kiosk, Tesco
- Skælde Saad på Oyster Card-kontoret ud, da han virkelig opførte sig som en r** og bl.a. nægtede at fortælle om de forskellige købsmuligheder
- Gå forbi smykker, tasker, sko og tøj der skreg efter en ny ejer (læs: mig)
- Forbedre mine (i forvejen imponerende) skills til at finde rundt i undergrunden
- Lære mit nye telefonnummer udenad
- Besigtige de 3 motionsmaskiner, som er at finde i KFUK's "træningscenter"
- Lyve mig til erfaring... I virkeligheden har jeg jo aldrig været håndboldtræner. Undskyld Starbucks!
Min fantastiske mor,
Mette, Kristine, Julie, Marie og Mette havde taget fri for at sende mig afsted
til London. Kan man få bedre veninder? I think not
Det er afklædte ben-
og solbrillevejr i London, og jeg har ladt mig fortælle, at denne weekend er målt
til de varmeste dage i London i 2012! Billedet er taget
på min job-jagt rundt i Camden
Aftensmad i Hampstead
Heath
Min søster havde sneget en god-tur-til-London gave i
min bagage, som så heldigt var en sød og anderledes guide om London. Da jeg
synes, jeg fortjente en lille pause fra ansøgningsræset, begav jeg mig i dag
over middag (efter læst guide-tip) på jagt efter ’Beigel Bagel’, som anses for at være stedet med de mest berømte
bagels i byen!
London! Du overrasker og forbløffer hele tiden! På min vej til 'Beigel Bagel' kom jeg forbi Brick Lane, og en kærlighed til det
upolerede East End opstod straks. Det største indtryk, som London indtil videre har givet mig, er den altoverskyggende mangfoldighed – her er der plads til alle, og hold fast hvor er det befriende!
Det var alt fra mig denne solrige, søndag aften. Hav det rigtig dejligt!


Ingen kommentarer:
Send en kommentar