FUNdon

Jeg er stadig i gang med den store jobjagt, og den har hidtil ført en del sjove oplevelser med sig. Jeg har blandt andet været til et noget besynderligt jobinterview ved The Ethiopian Coffee Company, der havde søgt en barista. Anteneh fra Etiopien kontaktede mig i mandags og ville gerne mødes til et interview i forretningens Coffee Lounge, Ground Control. Vi fandt hurtigt ud af, at han ikke havde det job, jeg søgte, da han kun kunne tilbyde et par dage om ugen til at brygge kaffe på et marked. Alligevel skænkede kaffemanden en dejlig kop café latte og en hjemmelavet scone, og de næste 45 minutter var jeg – uforstående om, hvad hans egentlige motiv nok i virkeligheden var - tvangsindlagt til at høre om hans canadiske ven, som elskede danske piger; hans ekskone, Polly, som han havde forretningen med; alle de ansattes svagheder og kvaliteter; historien om hvad en rastafari i virkeligheden er; hvor svært han havde det, da han flyttede hertil; om alle hans kvindelige beundrer og så videre. Det var også drønhamrende hyggeligt. Men. Pludselig trådte det flinke, radmagre, sixpence-bærende, canadiske tårn - med en forkærlighed for danske damer – helt tilfældigt ind i caféen, og det var som om, at ”jobinterviewet” ændrede sig til en blind date. Efter næsten 3 timer måtte jeg undskylde mig selv og foregive en anden aftale :-)

        Senere skrev Polly en sød e-mail om, at hvis jeg manglede extra days eller coffee training, så kunne jeg ringe til dem til hver en tid. Det er da venligt!

Tirsdag modtog jeg endnu et jobtilbud, der nok (desværre) var lidt for godt til at være sandt. Alarmklokkerne ringede allerede, da mailen poppede op i mit spam-filter - men med en nysgerrighed, der svarer til Spørge-Jørgens, blev mailen åbnet alligevel. Beskeden var fra den malaysiske advokat, Nazri Bin Hussin, der tilbød at dele 10,5 millioner US dollars 60/40, i bytte for lidt oplysninger om mit efternavn… Uvidende om hvilke interessante oplysninger det kunne være, slettede jeg mailen og dagdrømte om de 4,2 millioner, jeg i princippet lige havde ført i min mail-skraldespand.

Jeg er desværre stadig uden job, selvom jeg har afleveret urimeligt mange ansøgninger. Finanskrisen og fornylige ansættelser i forbindelse med de Olympiske Lege er tydelige at mærke. Heldigvis har jeg mødt mange sjove og søde mennesker på min jobjagt, samt set nye hjørner af London - så jeg fortsætter fortrøstningsfuldt!

Søndag aften tog Anne, Emma og jeg på den australske bar, WalkAbout, for at spise.

Her endte alle KFUK-beboere desuden også efter torsdagens grill-aften i haven

Mandag aften tog pigerne og jeg til Stand Up nær Leicester Square. Det foregik ovenpå en bar i et lokale der nok højst kunne huse 25. Det var en ret sjov oplevelse

I London er der smukke og forskellige mennesker over alt! Dette festfyrværkeri af en kjole, som jeg mødte på min jobjagt nær Oxford Street, var nok næppe blevet luftet en helt almindelig torsdag eftermiddag i Randers. Her er stil ikke fast defineret og jeg er vild med det!