Det gode vejr har for alvor ramt London, og byen viser sig
virkelig fra sin smukkeste side lige pt! Hvis nogle skulle have lyst til at
komme på visit og opleve dette, så er det ved at være tid, da jeg har taget en
bittersweet beslutning om, at flytte tilbage til dansk grund pr. 26. juni.
I søndags mødtes jeg med min Urban Outfitters familie til en
af gutternes leaving dinner. Vi spiste god mad, drak cocktails og fik sladret.
Snakken gik især om en af vores managere, der også netop har sagt ’au revoir’
til butikken. På grund af et rigtig dårligt stocktake-resultat, har firmaet
ansat en loss-prevention mand til at undersøge, hvorfor netop vores butiks tab
er så højt. Derfor har Berry den sidste måned ringet til tidligere
arbejdspladser og forhørt sig om de ansatte, samt overvåget kunderne og os på
vores CCTV-kameraer. Firmaet må jo have vidst, at det kunne være noget internt
– i hvert fald kom det frem, at en af managerne tidligere var blevet fyret fra
Topshop på grund af svindl og tyveri, og nu er hun altså også afskediget fra UO.
Da jeg kom
hjem og fortalte bedste om, hvilket hurlumhej og drama der foregik i butikken,
var hendes svar noget lig dette: ”Remember Dear, Big Brother is watching
everyone!” Og damen har jo ret. Nogen gange glemmer jeg, at overvågningskameraerne
ikke kun optager vores kunder. Kameraets øje ser også mig – overalt. Jeg mener,
forleden dag snublede mine klodsede lemmer over en pose bag kassen, og let og
elefant faldt jeg, lige så lang jeg er. Theos første kommentar var (efter jeg
var brudt ud i en høj og flov jeg-er-OK-latter) at det virkelig var en skam, at
han var den eneste, der havde set det. ”Gudskelov” havde vi jo mulighed for, at
spole tilbage på kameraerne, så min dumhed blev til underholdning for alle…
Indtil nu har jeg ikke tænkt frygtelig meget over kameraerne. Jeg har nærmere
set dem som en tryghed i forhold til kunderne. Heldigvis kan jeg godt grine af
mine egne rullefald og som min mor sagde; ”hvis man ikke har noget at skjule,
kan man jo være ligeglad!” Så jeg vælger at være ligeglad, men synes nu, det er
lidt sjovt og suspekt, hvis Blicherskolen har fået et opkald om min tidligere
færden…
Desuden havde jeg en oplevelse i går, der igen gjorde mig
taknemmelig for den skærpede overvågningen. Eftersom jeg lever i en metropol,
hører jeg tit om bombetrusler, hvilket er noget,
jeg har lært ikke at give al min opmærksomhed. Men da jeg i går i myldretid var
på vej hjem i undergrunden fra en middag i byen med Jesse, Lisa og Gary, kom
der pludselig én af de beskeder over højtaleren i mit tog, som man gruer for. En
kvindelig, panikslagen stemme beordrede en vi-vil-bede-alle-forholde-sig-i-ro-besked over lydanlægget, da en uidentificeret genstand befandt sig i toget. I sådanne
situationer er jeg virkelig dårlig til at holde hovedet koldt, og det gik op
for mig, hvor alvorligt det var, da min ellers snaksalige ven, Jesse, blev
fuldstændig stille. Efterfølgende kunne vi blot høre den samme, bange stemme
prøve at kommunikere med nogle, og bede folk om at lade være med at forsøge at
forlade vognene, da vi befandt os inde i tunnelen. Eftersom alle forholdte sig
nogenlunde roligt i min vogn, går jeg ud fra, at optøjerne har foregået i en
anden del af toget. Efter hvad der svarede til et minut – men føltes som 15 – fik vi at vide, vi måtte forlade toget på næste station. Det var en ubehagelig
oplevelse, jeg godt ville have været foruden, og mine forældre fik et flæbende
opkald lige efter. Jeg vil ikke lade mig slå ud af angsten, så i morgen går
jeg i undergrunden igen!
Lahni og Gary inden en vild søndagsbytur, som bød på bøssebar og vilde dancemoves
Marks leaving dinner
To af de sødeste personer jeg kender!
Uden disse mennesker ville dette ophold bare SLET IKKE have været det samme. Det er så trist at tænke på, at der kun er 8 uger tilbage
Nå! Min vasketøjskurv har bygget top på, og dette indlæg kan
vist godt gå under kategorien ’overspringshandlinger’. Måske det blev så langt
af samme grund? Hvorom alting er; mine sure sokker vasker ikke sig selv!
Take care
Ingen kommentarer:
Send en kommentar