TANKESPIND

Det gik op for mig forleden, at jeg en dag skal forlade mit home-away-from-home! Og det gjorde mig faktisk pænt nedtrykt… Da jeg rejste fra Danmark, havde jeg ikke turde håbe på, at jeg ville blive så glad for at være her. Nu, hvor det er en realitet, må jeg se i øjnene, at jeg skal nyde det i øjeblikket – mens jeg lever – for til sommer bliver det højst sandsynligt ’farvel’. På en måde har jeg lyst til at pakke mig selv ind i bobleplast og ikke knytte mig mere end højst nødvendigt, men på den anden side… Når man flytter Palle-alene-i-verden til en fremmed by, tager det tid, at komme dertil, hvor jeg føler, jeg er i dag, og det vil jeg nyde. Hvis jeg ikke gør det, vil min indsats jo være nytteløs. Jeg har venner, jeg er super glad for at have mødt, så det gør mig temmelig ærgerlig, når min snusfornuftige indre stemme gør mig opmærksom på, at størstedelen blot vil være minder om et års tid… Mine engelske venner foreslår, at jeg fremover tager 6 måneder i DK og dernæst 6 måneder i LDN. Det er ligesom bare ikke holdbar problemløsning!

        Når det er sagt, er jeg ærlig talt (undskylder-in-advance, at jeg nu fremhæver noget om mig selv, jeg er stolt over. Det er simpelthen så ’ikke-mig’ og ’u-jyskt’… I’m blaming the Big City) pissehamrende stolt over, at jeg har ”klaret det”! For det har jeg. Og det har været uden særlig mange forstyrrelser fra skrøbelige psykolog-Maria, som jeg påbød at blive hjemme i Danmark. Jeg stortrives i en by, hvor sproget ikke er mit modersmål, og hvor jeg kendte nul-og-nix, da jeg ankom. Det er jeg stolt over.

I aften skal jeg bowle med min UO-familie, som højst sandsynligt ender ud i en våd bytur… Gotta love it

Glædeligt forår fra London-pigen :-)