tirsdag den 18. september 2012

A CHANGE OF PLANS


I sidste indlæg skrev jeg om, hvordan jeg i sidste weekend kom på et sidespor i form af et jobinterview i ’Urban Outfitters’. Det har siden hen vist sig, at det ikke var så tosset en idé alligevel! ’Skagen Denmark’ har – angiveligt på grund af de nye firmarokeringer – gentagne gange udskudt min første arbejdsdag. Den fjerde og (for mit vedkommende) sidste gang blev i går. Skagen-manageren, Lisa, ringede og fortalte at jeg nok kunne starte fredag… Eller lørdag eller søndag! Som følge heraf var jeg ikke et sekund i tvivl, da Urban Outfitters senere på dagen ringede og tilbød mig en fuldtidsstilling som ’Sales Associate’ med øjeblikkelig virkning. Derfor mødte jeg i dag ind kl. 11 til en 9 timers vagt – og jeg kunne ikke have tænkt mig til en bedre ’første arbejdsdag’! Alle har været utrolig søde og jeg har snakket fantastisk meget engelsk med kunder og mine mange nye kollegaer. Så nu ved jeg, hvad jeg fremover skal få 45 timer om ugen til at gå med :-)

I torsdags rundede Catrine desuden de 19 år, hvorfor hun fik fornøjelsen af fødselsdagsvækning 5 minutter i 6(!) med sang og hyggeligt morgenbord. Og det er jo ikke hver dag, man fylder 19, så fredag fejrede vi selvfølgelig Catrine med en bytur i Londons brogede gader. Der røg en del ætanolholdige drikkevarer indenbords og det gik pludselig op for mig, at Storegade nu for alvor er udskiftet med Oxford Street og Piccadilly Circus. Det er altså lidt vildt, og jeg har nu indset at Randers jo i virkeligheden ”bare” er en lille flække i det mørke Jylland.
        I går var det desuden en måned siden, jeg forlod ”flækken” til fordel for denne metropol af en storby. Jeg synes stadigvæk, her er helt fantastisk, men jeg beder nu efterhånden urimeligt meget til, at jeg snart finder det værelse, jeg fremover skal bo i. Jeg synes, jeg har besigtiget lidt for mange (lidt for dårlige) værelser, så jeg har virkelig brug for noget held og lidt lykke!

Juhuu hvor er det dejligt at komme i gang med at tjene nogle penge! Endelig

Der blev ikke sparet på grinene, da Catrines 19. år blev fejret

Der er siden sidste uges opdatering også sket en lille omrokering i prinsessekammeret. Anne valgte at flyve hjem i torsdags, så lørdag overtog søde Pil fra Odense den ledige seng

Hav det rigtig godt alle sammen! Lot's of love

PS. Jeg er på ingen måder ude på at fornærme Randers… Jeg er stadig lige vild med den lille provins i det hjemlige og idylliske Jylland

Ingen kommentarer:

Send en kommentar