SLUT-PRUT

Nu lakker min ferie for alvor mod sin ende, og den er gået AL for stærkt.

Mandag aften tog jeg spontant til West End og købte en last-minute billet til ’Viva Forever’ musicalen, der er skrevet over ’Spice Girls’ sange. Mine forventninger var høje, da forestillingen har været udsolgt i flere måneder – desværre blev de ikke indfriet. Handlingen var meget forudsigelig og op til flere aktører fik grineflip under deres sange… Trods det, var musicalen OK, men jeg har ikke behov for at se den igen!

Jeg er så småt begyndt at søge efter nyt job. Jeg blev egentlig tilbudt at blive overflyttet til den nyåbnede Marble Arch forretning på Oxford Street, som er Urban Outfitters flotte, nye flagship store i London. Jeg takkede pænt nej, da det tidsmæssigt og økonomisk ikke ville gøre en kæmpe forskel. Jeg har i stedet afleveret lidt ansøgninger i mit nærområde og mandag var faktisk også dagen, hvor jeg skulle have været til job-samtale i London Bridge-området. For en uges tid siden blev jeg telefoninterviewet om et barselsvikariat som receptionist i en floatworks spa. Som udvalgt ud af 400(!) ville bossen gerne møde mig til et personligt interview, og efterfølgende ville jeg få en times spabehandling, så jeg vidste, hvad jeg solgte til kunder. Eftersom jeg ikke ville have jobbet – igen pga. beliggenhed – takkede jeg pænt nej. Måske jeg skulle have fået den gratis behandling for så dernæst at takke nej?

Harrods, Designer Warehouse Sale og Burberrys Outlet har også fået besøg i ugens løb. Der blev dog ikke spænderet penge, da udsalgspriserne stadig var langt over mit rådighedsbeløb!

I går tog Chloe, Pil og jeg til Charlton for at se Chloes kæreste, Leon, spille fodboldkamp. Stadion var pakket med godt 17.000 engelske ølvomme, som var fremragende til at råbe skældsord efter dommeren og modstanderne, Birmingham. Kampen endte desværre 1-1, hvor Birmingham fik udlignet i det 4. og sidste tillægsminut. Efter kampen havde jeg min første celebrity-oplevelse. Eller… Det var jo egentlig Leon, de autografsultne fans ventede på, men jeg følte mig nu lidt vigtig, da jeg gik ud sammen med ham fra ’Players Lounge’. Efterfølgende blev Pil og jeg kørt til undergrunden i den lækreste ’Range Rover’ med tonede ruder og lædersæder – sådan et lift kunne jeg godt blive forvænt med!

I forhold til flatmate-situationen, er der sket en lille nyhed… Simone flyttede spontant ud i mandags, da han pludselig ville være backpacker i Australien. Chloe og jeg besluttede os straks for, at vi gerne ville have en dejlig, sød bøsse boende. Ellers ville en lækker fyr være et tip-top alternativ. Chloes bedstemor, Jean, blev straks sat på sagen, og i naboværelset er Paul flyttet ind… Skuffelsen der ramte mig, da jeg mødte ham, kan ikke beskrives! Smidt ud af konen, rimelig tung, 42 årig (egen antagelse) svedende mand… Jeg ved ikke, hvad Jean misforstod, da vi ”bestilte” BØS-SE.

        Desuden sover Jean stadig i stuen, selvom planen var, hun skulle flytte tilbage til familien i Australien i november måned. Fordi hun overskred sit visum med 3 måneder på sit sidste besøg, kæmper hun pt. stadig med at få sit nye visum i orden.

Mens alle rejser på skiferie... vil jeg tænke på, hvor heldig jeg er at bo i London!

Hav en god uge, xxxx Maria

FERIE

Yabadabadoo! Jeg har fra i dag af en uges tiltrængt ferie, der skal tilbringes som turist i byen, der passerer for fulde drøn uden for min hoveddør. Hvad ugen kommer til at bringe, er ikke helt planlagt endnu, men jeg ved, at min veninde Pil kommer for at besøge mig og min udmærkede luftmadras for en tid.

På college går det rigtig godt! Pt. arbejder vi med at skrive vores egen topline – en melodi til en selvvalgt akkordsammensætning. Jeg føler mig virkelig inspireret og udfordret. Jeg har aldrig skrevet musik før, og det er gået op for mig, at det ikke er så farligt – nærmere en smule grænseoverskridende – og min kreativitet er i den grad sat på prøve. Det er også fedt at blive udfordret på den sprogmæssige del. Det er klart, at jeg i min gymnasietid har gennemgået en del af de tekniske og analytiske ting, men nu foregår det med engelske betegnelser og terminologier.

        Sangen jeg arbejder på, er indtil videre slet ikke endt, som jeg havde forestillet mig. Mine inspirationskilder vil jeg beskrive som alternative og avangarde med et snert af jazz, og mit babyskridt indenfor sangskrivning er endt i en noget mere poppet og ordinær retning. Nu må vi se, om en fremtidig offentliggørelse er noget, min stolthed kan overkomme. 

Jeg vil også lige dele nogle billeder fra i fredags, hvor mine kollegaer og jeg fejrede Rominas og Jodies fødselsdag. Mine kollegaer er nogle fantastiske mennesker, som i den grad har gjort mit London-liv festligt!

 "The three musketeers" - Lisa, Maria og Jesse

To af mine favoritter

 Den sødeste Lisa jeg kender

Tommy, Kyle og Viktor

Kate, Lahni og Jesse :-D

 Birthday guurl & Jordan 

SØDE venner – Twilight og Jordan

En god sjat af min Urban Outfitters-familie

Det var alt fra mig! BYE BYE BYE

LONDON LIV

Hverdagen er i den grad kommet tilbage! Vi har haft status på arbejdet, hvilket har resulteret i overtid og 12-timers vagter. Jeg har viiirkelig savnet min seng! Heldigvis gør mine kollegaer det lidt sjovere at komme på arbejde. Her ses Shaun og Romina.

Jeg har dog også haft tid til at shoppe lidt rundt med min gode ven, Andrew. Januarudsalg er en hård prøvelse for en gedigen impulskøber som mig!

De sidste to tirsdage har jeg været på den nye musikskole, The Institute of Contemporary Music Performance. ’Songwriting’ tager jeg parttime, og det minder mest af alt om en workshop. Det er meget mere organiseret og efter min smag sammenlignet med min oplevelse med Point Blank Music College!

I forgårs kom der for alvor sne til London! Min begejstring for sne er virkelig stor og står i den grad i kontrast til alle Londoners holdning til det. De synes, det er glat, koldt og irriterende, fordi det skaber forsinkelser… Jeg synes, det er friskt, smukt og beroligende!

God søndag til alle der måtte læse med :-)

NEW YEAR

Det er nu et nyt og anderledes år, og det tyder allerede godt. Jovist har vi kun skrevet 2013 i kalenderen i 6 dage, men jeg vil forbeholde min ret til at være optimist! Året er nemlig startet med en lille, personlig sejr…

I fredags havde jeg et møde med min Store Manager, hvor jeg – efter lange overvejelser – søgte om overflytning til en anden forretning. Jeg fik i den forbindelse resolut et ’nej,' hvilket jeg var forberedt på, da alle de andre, der har spurgt om overflyttelse, ligeledes er blevet afvist. Men jeg var forberedt – det blev da også senere i samtalen til lad-mig-se-hvad-jeg-kan-gøre. Yes!

        På en måde er jeg rigtig glad for at arbejde i White City-forretningen, da mine kollegaer er blevet til venner! Men det er lang tid at bruge 1 time frem/tilbage, når man i virkeligheden kunne nøjes med 10 minutters gang til butikken i Stratford. Derudover er ledelsen til tider så grotesk, at var hændelserne sket i DK, var alle landets fagforeningerne kommet på nakken af dem og Ekstrabladet havde brugt det som forsidestof. Jeg har tidligere beskrevet den mystiske måde, englændere driver forretning på – og min egen arbejdsplads er ingen undtagelse. Fx indførte vores Store Manager en regel over julen, der lød: For hvert softtag man glemte at deaktivere, skulle man arbejde en times ubetalt overtid! Da Lucy nægtede, blev hun fyret på grund af ’uoverensstemmelser’… Arbejdskraften er så høj i London, at makker du ikke ret i dag, så kan du uden problemer blive erstattet i morgen!

Men tilbage til mødet: Efter jeg prompte havde fået et ’nej’ til min forespørgsel om overflyttelse, besluttede jeg mig for en anden dagsorden.

        Cirka en måned efter jeg startede i butikken, begyndte Cruella de Vil nemlig som Womenswear Department Manager. Hierarkiet i en stor retailbutik i England er fuldstændig hen-i-vejret kompliceret – men efter alt at dømme, er det en af de højeste positioner. Cleonie, som er Cruellas borgerlige navn, er en 23 år gammel pige, som blev hyret til en opgave, der er al for stor til hende. Hun er mørk – en information der måske virker irrelevant i en smeltedige som London, hvor størstedelen kan forbindes med en eller anden form for etnicitet. I denne forbindelse er det relevant, da Cruella kan betegnes som omvendt racist. Jeg har et utal af eksempler på upassende kommentarer, opførsel og forskelsbehandling, og hun har fra dag 1 vist sig fra sin mørkeste side i en sådan grad, at hun faktisk blev dealbreakeren i forhold til at søge om overflyttelse.

        Uden at overdrive har det været en meget(!) stor udfordring for mig at tackle hele Cruella-situationen. Jeg blev for nogle måneder siden flyttet fra Womenswear-afdelingen til Housewares-afdelingen, og for et øjeblik troede jeg, hendes plagen var gjort til ende for mit vedkommende. Det var den ikke. Jeg har aldrig set mig selv som en push-over, men den følelse har opført sig som et kronisk déjà vu i de sidste mange måneder. Her svarer man nemlig ikke en overordnet igen – hvis man gør, er det med sin stilling som indsats.

        Jeg udnyttede derfor mit møde med at aflevere en regulær, fed klage om hende. Der blev overdrevet på alle punkter og prikker, da jeg skønnede, det var den eneste måde, jeg kunne ramme hende på. Pga. insider-viden ved jeg, at en kollega i sidste uge sagde op, med Crulla som begrundelse. Så jeg håber, jeg har hældt lidt benzin på bålet i denne sag, så jeg fremover ikke skal tyranniseres pga. min hudfarve – som desværre må karakteriseres som ualmindelig bleg…

        Dette var virkelig en sejr for mig, eftersom hun har frustreret og oprevet mig, siden hun startede. Den største øjenåbner i Cruella-sagen – og bestemt en lektie, jeg kan tage med mig herfra – er, at hun udelukkende på grund af min hudfarve vurderede, at hun ikke kunne lide mig. Hendes had til min kulør er svær at ændre på, men jeg finder det grotesk, at jeg sandsynligvis er blevet afvist i hendes verden, allerede inden jeg præsenterede mig selv. Jeg har alle dage haft svært ved at sætte mig ind i racisme! Jeg er vild med diversitet og er opdraget i et hjem, der ikke er bange for det fremmede. Til gengæld er jeg opdraget i et samfund, der er! Jeg vil ikke nægte, at diverse avisoverskrifter ikke har påvirket mig. Der er en grund til at ”selvmordsbomberen” i 'HAPPY END OF THE WORLD'-indlægget ikke var kridhvid. Den stereotype forbryder er nemlig blevet malet og beskrevet som en skægbeklædt mand med turban og mørk hudfarve. Cleonie er jo ikke meget bedre end de flere hundredetusinde, der sætter x ved Dansk Folkeparti, fordi fremmedkultur og uvidenhed skræmmer dem. Jeg kan nu virkelig sympatisere med alle de forurettede muslimer og indere og hvem-ved-jeg, der i Danmark alene bliver dømt på baggrund af det almengørende bandit-indtryk, der er blevet pålagt dem. At fordømme mennesker på baggrund af noget så overfladisk som farven på huden… det støder mig rigtig meget! Jeg forsøger ikke at være bange, og jeg vil mene, at mit ophold i England har kureret lidt af den angst, jeg har måttet have i forbindelse med ’det fremmede’.
        Nu håber jeg bare på, jeg kan blive overflyttet. Ellers er det da værd at overveje, om jeg simpelthen bare skal finde et nyt job – gerne et mere udfordrende ét af slagsen.

Og hermed også et ønske om et glædeligt og lykkebringende nytår! Jeg var selv så heldig at tilbringe en masse fridage over nytåret med mine forældre. Vi var blandt andet til standup-comedy, balletforestillingen ’Nøddeknækkeren’, forbi Camden Town, på Albert & Victoria Museum og til New Years Day Parade. Nytårsaften blev tilbragt på deres hotel med en lækker 4-retters menú. Årsskiftet sprang vi ind i fra deres seng på hotelværelset, der bød på flot udsyn ind over London og det arrangerede fyrværkeri over London-Eye. Derefter tog vi på pub og drak pints. Det var bestemt en anderledes nytårsaften – men jeg ville ikke ændre noget som helst ved den :-)

XXX Maria

 WELCOME TO THE BIG CITY

 'The Nutcracker' på 'The London Coliseum Theatre'

 Meet my parents: Er de ikke søde? :-)

 NYE-dinner! Mhhh

GODT nytår!

I denne weekend gæstede to Randers-drenge LDN, og i den forbindelse blev det da lige til en lille bytur