EASTER SUNDAY

Status: Kl. er 17-nul-dut, og jeg render stadig rundt med dynen om livet og regner ikke med, at der skal ændres på det. Jeg er total lækker-søvnig og har derfor taget en tiltrængt flyder-dag med film og påske-chokolade og solstråler tittende ind gennem vinduet. Jeg er alene hjemme og NØJ hvor er det dejligt! Lige pt. bliver der skreget vildt og voldsomt med på toner fra Dodo & the Dodo's, Flo Rida og min hemmelige last: ALT-med-mgp-anno-2000-04. Tidsløse klassikere som 'Kickflipper', 'Turbofluen' og 'Du Kan Sige Ja-Ja' tager man bare aldrig fejl af. 

Btw har jeg glemt at følge op på løgnedetektor-dramaet mellem Chloe og kæresten. Leon bestod saftsuseme prøven! De er vist nok kærester igen, men nu er Chloe taget på springbreak til Miami med en flok veninder... Stakkels Leon

På onsdag kommer Mette Bülow og Maria Friis og bor ved mig i nogle dage. Jeg glæder mig overdrevet meget og forbereder mig selv på massive mavekramper af grin. Samtidig prøver jeg at overbevise mig selv om, at de kommer, fordi de savner mig. I virkeligheden ved jeg jo godt, at de kommer, fordi de endelig skal opleve deres store idoler: One Direction. Så det er jo godt for dem. Den koncert skal helt sikkert nok blive en fest :-)

Juhuu en Kinder-surprise-bil i det pureste plastik

HAPPY EASTER!!

FUN

Min mor kom spontant forbi LDN fredag aften, og så stod der ellers bare herre-mega-meget hyggetid på menuen. Vi fik set musicalen Mamma Mia! og påske-shoppet lidt. Vi spiste åndsvagt god mad og så var vi til en lækker koncert med Tina Dickow. Søndag var Mette og Pernille også i London, så vi fik også lige presset en frokost og tøsefnidder-fnadder ind i programmet. Derudover fik vi givet hinanden en masse knus – det kan man jo ikke sådan lige klare på Skype! Tak for besøg, dejlige mor.

Og så fik jeg vist i forrige indlæg lovet, at jeg ville dele sangen, jeg fornyligt skrev i forbindelse med en prøve på college. I stedet for at undskylde og udpensle alle fejlene og manglerne, vil jeg bare dele den. Eller… Ja. Gud-ske-tak-og-lov, hvor er det her dog ubehageligt. Be nice! XXX

FORÅRS FORKØLET

Jeg bliver nødt til lige at lave et sent indlæg! Jeg er helt høj og netop hjemvendt fra the Institute, hvor aftenen bød på min end-of-term assessment. Dagen faldt desværre sammen med en nottet og fornølet Maria, der den sidste uges tid har rendt rundt med en stemme, der mere eller mindre har mindet om Phoebe Buffays 'sexede' røst i dette afsnit af 'Friends'. Ikke desto mindre har jeg haft en super god oplevelse her til aften! Jeg har færdiggjort en sang – tilmed min den første – og fremført den for et publikum bestående af min underviser, afdelingsleder, mine medstuderende og deres gæster.

        Sangskriver-processen har været en virkelig grænseoverskridende oplevelse for mig! Ikke så meget performance-delen med at skulle synge for et publikum – mere følelsen af at udstille og dele mine ord og min musikalitet. De ting, jeg har skrevet de sidste måneder, er så ømme og følsomme, og jeg har følt mig utrolig sårbar alle de gange, jeg har givet lidt bidder fra mit univers. Heldigvis har det været en positiv oplevelse, og jeg har fået dejlig respons undervejs. Een fra mit hold optog min prøve, så hvis min stolthed kan klare det (og min tekniske-kunnen er samarbejdsvillig), kan jeg måske smide en bid af min sang op en af dagene. Sangen er desuden ikke det næste, store og melodiske hit – det er jeg klar over! Det elementære er der, men den mangler nok lidt finpudsning og professionalisme... Jeg er skide stolt alligevel! Og 'øvelse gør mester' – er det ikke sådan, man siger?

        Om et par uger starter mit næste semester, hvor jeg skal undervises i music production. 

Af måtte mine lange kløer i anledningen af min prøve. ”Ingen klaverspil med lange negle!” har alle mine klaverlærere altid prædiket ørerne fulde om

Det er vist også på tide, at jeg får præsenteret min flatmate, Chloe, lidt bedre. Uden hende havde mit ophold i London været markant kedeligere! Hendes dåbsattest afslører, at hun har rundet de 29, men hun både ligner og opfører sig som een på højst 22. Hun underviser college-elever i jura og ryger hash næsten hver dag. Hun nasser altid på bedstemors penge og får botox i tide og utide for at forebygge de kommende rynker. Hun mener, en cabriolet er en passende Valetins-gave og bruger en time på at krølle sit hår hver morgen. Hun er fantastisk og en helt eventyrlig spøjs karakter, der altid snakker højt og har en mening om alt. Chloe og jeg er fra to forskellige planeter, men jeg er vild med hende og beundrer hende på mange måder! Hvis jeg nogensinde kommer til skrive en bog (ikke at jeg nogensinde skal det… Lad os blive ved tanken), så vil jeg have nok inspiration i Chloe. Hun er min veninde – men føles mest af alt som en reserve storesøster, der har prøvet det meste, og som prøver at råde mig i den rigtige retning og passe på mig. Om hendes råd er gode, kan vist diskuteres, men skid hul i det – de er som regel ganske underholdende og temmelig provokerende!

        Chloe og hendes fodbold-kæreste er desuden for nylig kommet i et alvorligt skænderi, efter en beskedudvikling mellem kæresten og en fremmed pige blev lækket. Chloe og jeg har diskuteret sagen frem og tilbage, og som altid har hun sin helt egen finurlige måde at løse ting på. Denne gang har hun overtalt ham til at tage en løgnedetektor-test til 700 £. Så nu venter vi alle spændt på udfaldet…

Chloe kom lige med denne gave: En en elektronisk vandpibe - også kaldt en EShish! Jeg øver mig pt ihærdigt på at lave røgringe

Tootles

DEJLIG TYPE

Jeg fik meget tidligt i morges sagt farvel til en af mine bedste veninder og min partner-in-crime, Mette LS, som var så dejlig at hoppe på et fly for at besøge mig. Hun ankom fredag morgen, og vores plan var vist at fulde os det meste af weekenden... Det gik også super godt fredag, men lørdag middag vågnede, den mest uheldige person (læs: Mette), jeg kender, op med øjenbetændelse, hvilket fik sat vores planer på standby. Vi fik heldigvis oplevet lidt af min dejlige bys shoppingmuligheder og så fik vi tøsesladret!
        Og det er som om, uheldet ingen ende vil tage! Min hals er begyndt at 'kradse' og jeg har rendt rundt blandt et ekko af "Bless You"-s, da jeg har nyst hele dagen. Mon ikke en 20 års fødselsdags fest i morgen kan kurere det?

Desuden har jeg glemt at fortælle, at jeg har skiftet telefonnummer! Det gjorde jeg for flere måneder siden, fordi Anteneh, som jeg i august var til jobsamtale ved, efterfølgende ringede til mig flere gange ugentligt. Det var med blandede følelser, jeg skiftede nummer. Irritation og afsky fyldte mest, men samtidig var en (meget lille!) del af mig beæret over at have en stalker... Jeg endte alligevel med at skifte nummer, så hvis man vil have fat på mig, sker det på +447593305906. Jeg har både Viber, WhatsApp og HeyTell, så nu er der ingen undskyldninger for ikke at komme i telefonisk kontakt med mig! Send gerne en besked og giv dig venligst tilkende – jeg ved jo godt, at Tinky Winky, Dipsy, Lala og Po ikke har mobiltelefon........

Kys, knus og kærlige klask
Maria

TANKESPIND

Det gik op for mig forleden, at jeg en dag skal forlade mit home-away-from-home! Og det gjorde mig faktisk pænt nedtrykt… Da jeg rejste fra Danmark, havde jeg ikke turde håbe på, at jeg ville blive så glad for at være her. Nu, hvor det er en realitet, må jeg se i øjnene, at jeg skal nyde det i øjeblikket – mens jeg lever – for til sommer bliver det højst sandsynligt ’farvel’. På en måde har jeg lyst til at pakke mig selv ind i bobleplast og ikke knytte mig mere end højst nødvendigt, men på den anden side… Når man flytter Palle-alene-i-verden til en fremmed by, tager det tid, at komme dertil, hvor jeg føler, jeg er i dag, og det vil jeg nyde. Hvis jeg ikke gør det, vil min indsats jo være nytteløs. Jeg har venner, jeg er super glad for at have mødt, så det gør mig temmelig ærgerlig, når min snusfornuftige indre stemme gør mig opmærksom på, at størstedelen blot vil være minder om et års tid… Mine engelske venner foreslår, at jeg fremover tager 6 måneder i DK og dernæst 6 måneder i LDN. Det er ligesom bare ikke holdbar problemløsning!

        Når det er sagt, er jeg ærlig talt (undskylder-in-advance, at jeg nu fremhæver noget om mig selv, jeg er stolt over. Det er simpelthen så ’ikke-mig’ og ’u-jyskt’… I’m blaming the Big City) pissehamrende stolt over, at jeg har ”klaret det”! For det har jeg. Og det har været uden særlig mange forstyrrelser fra skrøbelige psykolog-Maria, som jeg påbød at blive hjemme i Danmark. Jeg stortrives i en by, hvor sproget ikke er mit modersmål, og hvor jeg kendte nul-og-nix, da jeg ankom. Det er jeg stolt over.

I aften skal jeg bowle med min UO-familie, som højst sandsynligt ender ud i en våd bytur… Gotta love it

Glædeligt forår fra London-pigen :-)