LONDON LIFE: januar 2013

Det er nu et nyt og anderledes år, og det tyder allerede godt. Jovist har vi kun skrevet 2013 i kalenderen i 6 dage, men jeg vil forbeholde min ret til at være optimist! Året er nemlig startet med en lille, personlig sejr…

I fredags havde jeg et møde med min Store Manager, hvor jeg – efter lange overvejelser – søgte om overflytning til en anden forretning. Jeg fik i den forbindelse resolut et ’nej,' hvilket jeg var forberedt på, da alle de andre, der har spurgt om overflyttelse, ligeledes er blevet afvist. Men jeg var forberedt – det blev da også senere i samtalen til lad-mig-se-hvad-jeg-kan-gøre. Yes!

På en måde er jeg rigtig glad for at arbejde i White City-forretningen, da mine kollegaer er blevet til venner! Men det er lang tid at bruge 1 time frem/tilbage, når man i virkeligheden kunne nøjes med 10 minutters gang til butikken i Stratford. Derudover er ledelsen til tider så grotesk, at var hændelserne sket i DK, var alle landets fagforeningerne kommet på nakken af dem og Ekstrabladet havde brugt det som forsidestof. Jeg har tidligere beskrevet den mystiske måde, englændere driver forretning på – og min egen arbejdsplads er ingen undtagelse. Fx indførte vores Store Manager en regel over julen, der lød: For hvert softtag man glemte at deaktivere, skulle man arbejde en times ubetalt overtid! Da Lucy nægtede, blev hun fyret på grund af ’uoverensstemmelser’… Arbejdskraften er så høj i London, at makker du ikke ret i dag, så kan du uden problemer blive erstattet i morgen!

Men tilbage til mødet: Efter jeg prompte havde fået et ’nej’ til min forespørgsel om overflyttelse, besluttede jeg mig for en anden dagsorden.

Cirka en måned efter jeg startede i butikken, begyndte Cruella de Vil nemlig som Womenswear Department Manager. Hierarkiet i en stor retailbutik i England er fuldstændig hen-i-vejret kompliceret – men efter alt at dømme, er det en af de højeste positioner. Cleonie, som er Cruellas borgerlige navn, er en 23 år gammel pige, som blev hyret til en opgave, der er al for stor til hende. Hun er mørk – en information der måske virker irrelevant i en smeltedige som London, hvor størstedelen kan forbindes med en eller anden form for etnicitet. I denne forbindelse er det relevant, da Cruella kan betegnes som omvendt racist. Jeg har et utal af eksempler på upassende kommentarer, opførsel og forskelsbehandling, og hun har fra dag 1 vist sig fra sin mørkeste side i en sådan grad, at hun faktisk blev dealbreakeren i forhold til at søge om overflyttelse.

Uden at overdrive har det været en meget(!) stor udfordring for mig at tackle hele Cruella-situationen. Jeg blev for nogle måneder siden flyttet fra Womenswear-afdelingen til Housewares-afdelingen, og for et øjeblik troede jeg, hendes plagen var gjort til ende for mit vedkommende. Det var den ikke. Jeg har aldrig set mig selv som en push-over, men den følelse har opført sig som et kronisk déjà vu i de sidste mange måneder. Her svarer man nemlig ikke en overordnet igen – hvis man gør, er det med sin stilling som indsats.

Jeg udnyttede derfor mit møde med at aflevere en regulær, fed klage om hende. Der blev overdrevet på alle punkter og prikker, da jeg skønnede, det var den eneste måde, jeg kunne ramme hende på. Pga. insider-viden ved jeg, at en kollega i sidste uge sagde op, med Crulla som begrundelse. Så jeg håber, jeg har hældt lidt benzin på bålet i denne sag, så jeg fremover ikke skal tyranniseres pga. min hudfarve – som desværre må karakteriseres som ualmindelig bleg…

Dette var virkelig en sejr for mig, eftersom hun har frustreret og oprevet mig, siden hun startede. Den største øjenåbner i Cruella-sagen – og bestemt en lektie, jeg kan tage med mig herfra – er, at hun udelukkende på grund af min hudfarve vurderede, at hun ikke kunne lide mig. Hendes had til min kulør er svær at ændre på, men jeg finder det grotesk, at jeg sandsynligvis er blevet afvist i hendes verden, allerede inden jeg præsenterede mig selv. Jeg har alle dage haft svært ved at sætte mig ind i racisme! Jeg er vild med diversitet og er opdraget i et hjem, der ikke er bange for det fremmede. Til gengæld er jeg opdraget i et samfund, der er! Jeg vil ikke nægte, at diverse avisoverskrifter ikke har påvirket mig. Der er en grund til at ”selvmordsbomberen” i 'HAPPY END OF THE WORLD'-indlægget ikke var kridhvid. Den stereotype forbryder er nemlig blevet malet og beskrevet som en skægbeklædt mand med turban og mørk hudfarve. Cleonie er jo ikke meget bedre end de flere hundredetusinde, der sætter x ved Dansk Folkeparti, fordi fremmedkultur og uvidenhed skræmmer dem. Jeg kan nu virkelig sympatisere med alle de forurettede muslimer og indere og hvem-ved-jeg, der i Danmark alene bliver dømt på baggrund af det almengørende bandit-indtryk, der er blevet pålagt dem. At fordømme mennesker på baggrund af noget så overfladisk som farven på huden… det støder mig rigtig meget! Jeg forsøger ikke at være bange, og jeg vil mene, at mit ophold i England har kureret lidt af den angst, jeg har måttet have i forbindelse med ’det fremmede’.
Nu håber jeg bare på, jeg kan blive overflyttet. Ellers er det da værd at overveje, om jeg simpelthen bare skal finde et nyt job – gerne et mere udfordrende ét af slagsen.

Og hermed også et ønske om et glædeligt og lykkebringende nytår! Jeg var selv så heldig at tilbringe en masse fridage over nytåret med mine forældre. Vi var blandt andet til standup-comedy, balletforestillingen ’Nøddeknækkeren’, forbi Camden Town, på Albert & Victoria Museum og til New Years Day Parade. Nytårsaften blev tilbragt på deres hotel med en lækker 4-retters menú. Årsskiftet sprang vi ind i fra deres seng på hotelværelset, der bød på flot udsyn ind over London og det arrangerede fyrværkeri over London-Eye. Derefter tog vi på pub og drak pints. Det var bestemt en anderledes nytårsaften – men jeg ville ikke ændre noget som helst ved den :-)

XXX Maria